West Highland Way fortsat...

Godt nok har vi skrevet at vi har set meget smukt landskab paa denne tur ind til videre, men Det vi har set de sidste tre dage overgaar alt. Loch Lomond, som er en soe, og alle de bjergkaeder vi har gaaet forbi efterfoelgende kan slet ikke beskrives, man foeler sig helt ydmyg og kan virkelig maerke, at man er kommet langt hjemmefra i denne fantastiske natur - desvaerre heller ingen billeder denne gang, da vi skriver paa en meget langsom modemforbindelse fra et lille hotel. Vi haaber, at der kan komme billeder paa fredag, hvor vi kommer til Fort Williams.

Godt nok er her smukt og det er fantastisk at vandre, men vi har besluttet at en uge er nok. Vi har aflyst anden del af turen op langs Loch Ness paa The Great Glen Way og tager i stedet for en uge til Mallorca. Selvom det ikke regner helt saa meget her som i Irland traenger vi til sol og varme og total afslapning.

Selvom turen var smuk langs Loch Lomond var den ogsaa ekstrem anstrengende. Stierne, hvis man kan kalde dem det, var mange steder meget smalle og nogle steder var det bare sten paa sten. Turen var ogsaa den laengste paa 24 km. Paa det tidspunkt havde vi sagt farvel til John og havde slaaet foelgeskab med 4 britiske kvinder: 2x Pat, Liz og Jane, alle mellem 50-60 aar og deres tempo var dejligt behageligt. Dem har vi fulgtes med de sidste 3 dage. Vi tog dog en pjaekkedag, hvor vi tog bussen ind til Fort Williams, saa vi kunne booke vores tur videre, da vi havde besluttet os for ikke at gaa mere. Siden hen er turene blevet nemmere og kortere. Og nu nyder vi mere at gaa end da vi var bange for at traede forkert og falde i soeen.

I dag var ruten kort og vejen var god MEN, det var i dag vi havde vores foerste store moede med den berygtede midge. The Midge er paa stoerelse med en tordenflue, men den er nok det mest modbydelige og ondskabsfulde lille moegdyr, vi nogen sinde har stoedt paa. Men til gengaeld er der kun 1.000.000.000.000.000 af dem. Og de var allesammen efter os i dag. Man maerker den ikke saa laenge, man bevaeger sig, men staar man stille i 2 sekunder, er man omringet og spist. Ole slaar meget ud af dem og hans underben er fyldt med roede knopper, som kloer ligesom myggestik. Pernille er heldigvis gaaet fri. Men de er lige irriterende, naar man gaar, selvom de ikke kloer.

Vi glaeder os til endnu en kort tur i morgen (kun 12 km) over Devil's Staircase. Det lyder forhaabentlig vaerre, end det er.

Vi har boet paa rigtig hyggelige hoteller og Bed og Breakfast langs turen. Vi har endda boet paa en hjemsoegt kro - Drover's Inn. Pernille var lidt bange for at staa op at tisse om natten - toilettet var her paa gangen - for der stod lige pludselig et lille bord foran vores doer, bordet stod i hvert fald ikke der, da vi gik i seng! Der var ogsaa et maleri, som havde bevaeget sig ned paa gulvet????

Det er godt, at Marlene passer godt paa vores lille hjem paa Frederiksberg, selvom vi savner det, regner vi ikke med at komme hjem foreloebig. Tak for din hilsen Kim - trist med Kaj, og Esben; nej, der var visse omraader i Irland, hvor vi aldrig fandt ud af, hvad de snakkede om.